Brug af systemet
Oversigt
Du kan frit kombinere søgninger af geografisk område, periode,
arter, naturtyper og udvalgte programaktiviteter. I det samlede
søgeresultat kan du klikke på de enkelte observationer, og få vist
alle oplysninger på lokaliteten med tilhørende kort i en
formularvisning. Hvis du åbner i DAI får du mulighed for at vælge
andre baggrundskort og koble andre temalag på. Formularvisningen
kan udskrives som en pdf-fil. Det samlede søgeresultat kan vises på
et kort, hvor du også kan vælge andre baggrundskort og koble andre
temalag på. Du kan arbejde videre med søgeresultatet hvis du
eksporterer alle oplysninger til en csv-fil, der kan åbnes direkte
i fx Excel eller andet regneark. Hvis myndighederne er logget ind
vil man fra søgeresultatvinduet kunne gå direkte til redigering af
de data man selv er ansvarlig for.
Søgning af data
Efter tryk på "Søgning" i hovedbjælken fremkommer en række
søgefaneblade. Tilsammen udgør de søgekriterierne. Hvis intet andet
angives søges alle databasens data indenfor det seneste år.
Nedenfor er en kort vejledning til hvordan du indskrænker søgningen
på de enkelte faneblade.
Kort
På det første faneblad kan du indkredse det område du ønsker søgt
på. Du kan enten søge på kortudsnittet, eller vælge et mindre
område med polygonfunktionen. Du skal huske at vælge et eller flere
Naturdata-temalag. Du kan slå forskellige baggrundskort såvel som
andre DAI temaer til, så du bedre kan orientere dig.
Periode
Her angiver du den periode der søges på. Som udgangspunkt er valgt
ét år, men du kan udvide eller indskrænke søgningen ved at ændre i
start eller sluttid. Husk at lange perioder kan give mange
søgeresultater.
Arter
Her kan du indsnævre søgningen til én eller flere arter. Du kan
søge i fritekstfeltet, fx "gøgeurt", og få alle artsnavne, hvor
gøgeurt optræder. I de to felter ovenover kan du indskrænke arterne
til orden og familie. I det midterste felt dukker alle mulighederne
frem, og du kan så afkrydse én eller flere arter du ønsker skal med
i søgningen.
Naturtyper
Her kan du indsnævre ved at aktivere og afkrydse i træstrukturen,
så fx alle overdrevstyper eller kun habitattypen "kalk-overdrev"
medtages i søgningen.
Aktiviteter
Her kan du indsnævre søgningen til bestemte typer data, fx
kommunernes besigtigelsesdata, eller Miljøcentrenes kortlægnings-
og overvågningsdata.
Status
Når du er logget på som en myndighed har du desuden mulighed for at
søge på datas kvalitetssikringsstatus. Derved kan du let fremsøge
fx alle kommunens data, der stadig er under indtastning, eller
forkastet i kvalitetskontrollen.
Redigering og indtastning af data
For at redigere og indtaste data skal du være logget ind som en
myndighed. Adgang til redigeringsfaciliteterne sker enten ved at
aktivere "Ny aktivitet" eller ved at aktivere redigeringsikonet for
en eksisterende registrering. Du skal først oprettes som bruger i
den fællesoffentlige brugerstyring af din lokale IT-repræsentant.
Husk at få adgang til både Naturdata og de tilhørende DAI-lag, fx
besigtigelseslag, kortlægningslag eller NOVANA lag du skal redigere
i.
Kommunerne kan lægge nye besigtigelsesdata ind, og
redigere i egne data. Der er ikke mulighed for at redigere i de
tidligere amtslige data, selv om data er knyttet op på de enkelte
kommuner. Data skal være kvalitetssikret af kommunens ansvarlige
før de er tilgængelige for andre brugere.
Miljøcentrene kan indtaste nye NOVANA data, og redigere i
eksisterende data. Ved at aktivere "ny aktivitet" får du en
oversigt over de frigjorte indtastningsformularer.
På den valgte indtastningsformular ser du i første omgang kun
fanebladene "Stamdata" og "Sted". I stamdata skal du som minimum
anføre den dato registreringen er foretaget. Du kan kun vælge
blandt de inventører myndigheden på forhånd har lagt ind i
systemet. På fanebladet "Sted" kan du enten vælge en eksisterende
lokalitet, hvorefter data tilknyttes dette objekt, eller efter at
have valgt en eksisterende lokalitet kan du kopiere GIS-objektet og
evt redigere det yderligere inden data tilknyttes. Endelig kan du
vælge at oprette et helt nyt GIS objekt hvor data skal tilknyttes.
Redigering og oprettelse af GIS-objekter sker i DAIs digitizer.
Efter start af et lille java-program har du adgang til
redigeringsfaciliterne, og på Miljøportalen ligger en
trin-for-trin vejledning.
Efter du har oprettet geografi og tidspunkt for registreringen får
du adgang til et nyt faneblad "Fane 1", hvor du kan indtaste de
tilhørende data. Data er i store træk bygget op som de feltskemaer
der hører til den valgte formular. Du finder link til feltskemaerne
her:
Feltskemaer til NOVANA data.
Feltskemaer
til Besigtigelser.
ajourført 22/4 2009